|

Spionagetruslen mod Danmark og danske interesser har ændret sig i takt med den almindelige udvikling i ind- og udland. Den spionagevirksomhed, som vi kendte under den kolde krig, eksisterer ikke længere i samme form. Det er imidlertid en kendsgerning, at fremmede efterretningstjenester stadig er aktive i Danmark.
Kontraspionage er derfor fortsat en væsentlig arbejdsopgave for Politiets Efterretningstjeneste. En væsentlig del af arbejdet på dette område inkluderer et mangeårigt internationalt samarbejde med udenlandske efterretnings– og sikkerhedstjenester, hvilket stiller særlige krav til tjenestens viden på dette område.
Generelt kan man sige, at interessen for at drive fremmed efterretningsvirksomhed i Danmark ikke er blevet mindre, men i dag er koncentreret om indhentning af faktuelle informationer frem for at omfatte udøvelse af traditionel samfundsundergravende virksomhed.
Politiets Efterretningstjeneste har for Danmarks vedkommende konstateret interesse for at indhente informationer om forsvars- og sikkerhedsforhold, dansk politik, økonomi og samfundsforhold generelt, men også Danmarks og andre landes holdning til EU og NATO samt forhold omkring disse organisationers udvidelse har været genstand for interesse. Endvidere indhentes tekniske og videnskabelige oplysninger om forskning fra diverse højere læreanstalter samt om forskning i privat regi.
Typisk vil fremmede efterretningsfolk opholde sig i landet under et legalt dække såsom handel, undervisning eller forskning mv. Men også diplomatiske poster anvendes som dække. Det er baggrunden for, at Politiets Efterretningstjeneste får forelagt visumansøgninger fra visse lande, således at tjenesten får mulighed for i givet fald at anbefale over for Udenrigsministeriet, at den pågældende ikke gives visum, hvis vedkommende er kendt som efterretningsofficer. Sådanne sager forekommer.
Tjenestens hovedopgave på dette område er at overvåge udenlandske efterretningsofficerers aktiviteter i Danmark og imødegå eventuelle skadevirkninger, som deres aktivitet måtte medføre. Herudover tages der ofte kontakt til personer, som udenlandske efterretningsofficerer har forsøgt at kultivere således, at skadevirkninger undgås.
Karakteren af den information, der søges indhentet illegalt, går som nævnt i retning af teknisk/økonomisk information og har derfor i stigende omfang karakter af industrispionage, men bedrives af nationale eksterne efterretningstjenester. Industrispionage efterforskes som udgangspunkt af det almindelige politi, men såfremt der er mistanke om, at udenlandske efterretningstjenester er involveret, falder det inden for Politiets Efterretningstjenestes ansvarsområde. Viser efterforskningen, at der er tale om en konkurrerende virksomhed, vil der typisk være tale om en overtrædelse af markedsføringsloven og evt. straffeloven, og sagen vil blive efterforsket af den lokale politikreds.
Efterretningstjenesten bistår danske virksomheder med råd og vejledning om industrispionage, og hvordan man kan sikre sig bedre, og udgav i september 2003 i samarbejde med Dansk Industri en vejledning om industrispionage. Vejledningen kan hentes på Dansk Industris hjemmeside, www.di.dk.
Den forebyggende indsats er højt prioriteret og omfatter bl.a. henvendelser til virksomheder, institutioner og enkeltpersoner, der må antages at udgøre et mål for spionage, eller som allerede er mål for spionage fra en fremmed efterretningstjeneste. Dette arbejde har forhindret, at en række sager har udviklet sig til egentlige spionagesager.
Politiets Efterretningstjeneste forbereder desuden officielle repræsentanter fra politiet og andre offentlige myndigheder, der skal gøre tjeneste i udlandet, på, hvordan de som udsendte, kan imødegå og undgå at eksponere sig selv som et mål for spionage fra fremmede magter.
Også den såkaldte flygtningespionage, hvor en fremmed stat indsamler oplysninger om og eventuelt udøver pression imod flygtninge fra det pågældende land, er konstateret i Danmark. Der er både set sager, hvor udlændinge presses til at indsamle oplysninger af værdi for oprindelseslandet og sager, hvor herboende dissidenter er blevet overvåget.
|