Et centralt spørgsmål for efterretnings- og sikkerhedstjenester vil altid være, hvornår og hvordan man bør orientere befolkningen om mulige terrortrusler. Der tegner sig forskellige tilgange til denne problemstilling.

Det amerikanske Department of Homeland Security orienterer på deres hjemmeside befolkningen om, at terrortruslen er overhængende og instruerer befolkningen i, hvordan de kan forberede og forholde sig i tilfælde af terrorangreb. Samtidig har de amerikanske myndigheder siden 11. september 2001 udsendt en mængde advarsler til offentligheden. En sådan strategi er først og fremmest baseret på overvejelser omkring samfundets sårbarhed. Den amerikanske tilgang er imidlertid ikke uforståelig i lyset af de handlinger, landet blev udsat for, og det kan naturligvis være svært at forudsige, hvordan man i Europa og herhjemme rent faktisk ville reagere, hvis man var blevet udsat for et terroranslag af samme dimensioner.

Ulempen ved løbende at informere befolkningen om samtlige potentielle trusler kan imidlertid være, at man risikerer at skabe unødig panik eller ligefrem hensætte befolkningen i en mere generel angsttilstand. Og råber man, "ulven kommer" mange gange, uden at der sker noget, øges desuden sandsynligheden for, at der opstår en resignation i befolkningen, så folk ikke vil reagere hensigtsmæssigt på en alarmmelding den dag, det måtte være alvor.

I Europa synes tilgangen i højere grad at være den, at man vurderer, hvorvidt der er tungtvejende realiteter bag en trussel, før man udsender en offentlig advarsel. Et centralt kriterium i den forbindelse synes at være, at befolkningen i givet fald skal have en reel mulighed for at kunne tage sine forholdsregler, og dette forudsætter selvsagt en vis konkretisering af truslen. Man lægger med andre ord større vægt på spørgsmålet om sandsynligheden for terrorhandlinger end på samfundets sårbarhed overfor terror. Denne tilgang skyldes muligvis bl.a. det forhold, at man i europæisk sammenhæng tidligere har stået overfor risikoen for terrorhandlinger.

Denne strategi betyder imidlertid, at sikkerheds- og efterretningstjenesterne bliver sårbare, hvis der finder en terrorhandling sted i en situation, hvor tjenesterne ligger inde med en mere generel og ubestemt terrorindikation, og der ikke på den baggrund er udsendt advarsler. I så fald kan tjenesterne blive kritiseret for at have tilbageholdt oplysninger for befolkningen, og det selv om oplysningerne var så ukonkrete, at befolkningen ikke ville have haft nogen mulighed for at tage reelle forholdsregler.

Også andre aktørers reaktionsmønstre vil efter omstændighederne kunne spille ind i afvejningen af hvornår og hvordan, man informerer om en given trussel.

Dels kan oplysninger om en terrortrussel f.eks. udspringe fra medierne, hvilket kan tvinge tjenesterne til at gå ud i offentligheden med en ubekendt trussel tidligere, end hvis pressen ikke var bekendt med truslen. Dels kan oplysninger om en mere generel terrortrussel også komme til offentlighedens kendskab via andre landes tjenester. Sådanne situationer søges der dæmmet op for gennem det bi- og multilaterale samarbejde.

Vælger man som efterretningstjeneste at følge den europæiske tilgang, er det imidlertid vigtigt, at befolkningen ikke samtidig efterlades med det indtryk, at der ikke er nogen risiko for terrorangreb.

Herhjemme skal befolkningen derfor vide, at Danmark selvsagt ikke er fredet, hvad angår risikoen for terrorhandlinger, men samtidig være klar over, at risikoen herfor trods alt stadig må siges at være relativt lav. Tilsvarende ligger der en opgave for efterretningstjenesterne i på et mere generelt plan at give befolkningen større indsigt i, hvordan efterretnings- og sikkerhedstjenester arbejder med og betragter terrortrusler, og hvilke faktorer, der indgår i risikoanalyser. Kort sagt at give befolkningen et bredere og mere nuanceret grundlag at forholde sig til terrorsituationen på og de trusler, et moderne vestligt samfund som det danske på linie med andre lande står overfor. Dette er en væsentlig årsag til, at Politiets Efterretningstjeneste har valgt at være mere åben og tilgængelig for offentligheden.