|
Som en konsekvens af udviklingen i det overordnede trusselsbillede samt ikke mindst en række konkrete trusler har PET i de senere år oplevet en stadig stigende vækst i opgaver i relation til beskyttelsen af personer og institutioner.
PET har ansvaret for alle offentlige livvagtsopgaver i Danmark, og PET's livvagtsstyrke beskytter i dag medlemmer af kongehuset, medlemmer af regeringen, enkelte politikere og udenlandske ambassadører samt efter omstændighederne visse udenlandske besøgende og andre offentlige personer i Danmark. Personbeskyttelsen ydes på grundlag af en konkret trusselsvurdering.
Livvagtsstyrken består af politifolk, som typisk har 6-7 års anciennitet, før de bliver ansat i Livvagtsstyrken. Kandidater til livvagtsstyrken gennemgår fysiske og sproglige prøver samt test i våbenbrug og køreteknik. En livvagt skal have en god fysik, gode samarbejdsevner og kunne bevare overblikket i pressede situationer. Livvagterne skal årligt bestå prøver i bl.a. køreteknik, våbenbrug og fysisk træning.
Livvagtsstyrken råder over en specialenhed - "Gamma 10" - som har en særlig missionsorienteret uddannelse og råder over særligt udstyr. Gamma 10 varetager i tæt samarbejde med forsvarets specialenheder og forsvarets livvagter, personbeskyttelsen ved bl.a. ministres rejser til konfliktområder som Irak og Afghanistan.
Personbeskyttelse er som nævnt en stadig større opgave for efterretningstjenesten og gennem hyppigere rekruttering af nye medarbejdere fra bl.a. PET's aktionsstyrke har PET forsøgt at imødekomme det stadigt stigende behov for uddannede livvagter. I forbindelse med udmøntningen i 2007 af antiterrorpakke III blev PET tilført yderligere ca. 20 mio. kr., der var øremærket til særlige formål, herunder en styrkelse af livvagtsstyrken.
Et koordinatorkontor understøtter livvagtsstyrken og behandler bl.a. sager vedrørende trusler mod ministre og folketingsmedlemmer samt offentlige personer. Koordinatorkontoret gennemfører i den forbindelse sikkerhedsbriefinger og iværksætter om nødvendigt relevante sikkerhedsforanstaltninger.
Endvidere løser koordinatorkontoret opgaver i forhold til bl.a. visse ministres rejser til udlandet og forestår i den forbindelse kontakten til danske ambassader i udlandet og udenlandske myndigheder. Koordinatorkontoret gennemfører også sikkerhedsbriefinger af Udenrigsministeriets medarbejdere forud for stationeringer i visse lande.
|