|
På det efterretningsmæssige område er det Politiets Efterretningstjenestes hovedopgave at overvåge, forebygge og efterforske handlinger eller foretagender, som kan udvikle sig til at blive en fare for rigets selvstændighed, sikkerhed og den lovlige samfundsorden samt forhindre, at de handlinger eller foretagender realiseres eller udvikler sig.
Politiets Efterretningstjeneste arbejder altså i vidt omfang forebyggende og skal gennem sin virksomhed skabe grundlaget for at kunne gribe ind så tidligt og så hensigtsmæssigt som muligt. Gennem de oplysninger, som tjenesten indsamler, bearbejder og analyserer, er det målet at tilvejebringe mest mulig information om tjenestens målpersoner og –gruppers kapacitet, vilje og evne til at begå de nævnte handlinger.
Mange af de midler og metoder, som efterretningstjenesten anvender for at indsamle informationer som led i den efterretningsmæssige indsats, er de samme, som anvendes af det øvrige politi. Det vil først og fremmest sige bl.a. afhøringer, registeropslag og forespørgsler til andre myndigheder, som ikke kræver dommerkendelse. Desuden anvendes indgreb i meddelelseshemmeligheden, f.eks. telefon- og rumaflytninger samt hemmelige ransagninger, som alle kræver en dommerkendelse.
Et andet centralt punkt i forbindelse med efterretningstjenestens efterforskningsmetoder er det samarbejde, der finder sted med udenlandske sikkerheds- og efterretningstjenester. Dette samarbejde har afgørende betydning for Politiets Efterretningstjenestes virksomhed.
Til støtte for den efterretningsmæssige virksomhed indhenter Politiets Efterretningstjeneste desuden oplysninger gennem åbne og almindeligt tilgængelige informationskilder, f.eks. aviser, TV, tidsskrifter, internettet og elektroniske nyhedsbaser. I den forbindelse er tjenesten særlig opmærksom på begivenheder i ind- og udland, der kan give en reaktion herhjemme og dermed have betydning for vurderingen af trusselsbilledet. Efterretningstjenesten får også henvendelser fra offentligheden - personer og institutioner - med oplysninger, som kan have interesse for tjenesten.
|