|
PET’s årsberetning 2006-2007
Politiets Efterretningstjeneste (PET) offentliggør i dag sin årsberetning for 2006-2007. Årsberetningen kan hentes i receptionen hos PET, Klausdalsbrovej 1, 2860 Søborg, eller på PET's hjemmeside.
I årsberetningen beskriver PET en række af de aktiviteter og opgaver, som efterretningstjenesten har beskæftiget sig med i 2006 og 2007.
Årsberetningen indeholder bl.a. en beskrivelse af terrortruslen og dens betydning for Danmark. Desuden er der en gennemgang af de senere års danske terrorsager, ligesom nyere lovgivning, der har betydning for PET’s arbejde, bliver behandlet. Endvidere indeholder årsberetningen en beskrivelse af de initiativer, som PET har sat i værk i forhold til den forebyggende indsats, og der redegøres for efterretningstjenestens organisatoriske og strategiske udvikling.
I forhold til efterretningstjenestens efterforskning på ekstremismeområdet konkluderer PET i årsberetningen, at der i de senere år har været stadig flere konfrontationer mellem personer og grupperinger fra henholdsvis det højre- og det venstreekstremistiske miljø i Danmark. PET har i den forbindelse konstateret, at man i disse miljøer i øjeblikket forsøger at anskaffe våben som led i den gensidige voldsudøvelse.
”Der er tale om en voldelig optrapning, som PET er meget opmærksom på. Hvis våben inddrages i konfrontationerne, vil det medføre en betydelig eskalering af konfrontationernes voldsomhed”, siger chefen for PET Jakob Scharf og fortsætter:
”Konfrontationerne får mere og mere karakter af organiseret voldsudøvelse, og vi har ligeledes set, at højre- og venstreekstremister gennemfører målrettede aktioner med det formål at afdække og eksponere hinandens aktiviteter. Disse aktioner har ofte karakter af privat efterretningsvirksomhed, hvilket i sig selv er betænkeligt, og de selvbestaltede agenter går rent ud sagt i vejen for PET’s efterforskning”.
|