Politiets Efterretningstjeneste - Danish Security and Intelligence Service Til forsiden
UdskrivEnglishعربي
Forside > Nyheder > Al-qaida-video
Forside
Generelt om PET
Arbejdsområder
Metoder
Kontrol
Organisation
Job i PET
Center for Terror-analyse (CTA)
Samarbejdspartnere
Nyheder
Svar til Folketinget
Publikationer
FAQ
Links
Kontakt
Kontaktformular
English
عربي
Al-Qaida video om bombeangrebet på Danmarks ambassade i Islamabad juni 2008

Chefen for PET Jakob Scharf siger: 

”I dag har et medieselskab med tilknytning til Al-Qaida offentliggjort en video om bombeangrebet mod Danmarks ambassade i Islamabad den 2. juni 2008. 

Det er PET’s vurdering, at der er tale om en autentisk Al-Qaida video. Videoen skal ses i forlængelse af Al-Qaidas tidligere påtagelse af ansvaret for bombeangrebet og bekræfter dermed PET’s vurdering af, at det var Al-Qaida, der stod bag angrebet. 

PET har under sin efterforskning af bombeangrebet tilvejebragt oplysninger, der med stor sandsynlighed fastslår gerningsmandens identitet. Personen er identisk med den mand, som i videoen bliver udpeget som selvmordsbomberen.

Som det fremgår af PET’s seneste trusselsvurdering, er der en generel terrortrussel mod Danmark og et skærpet fokus på Danmark blandt ledende militante ekstremister i udlandet. I sådanne kredse er der et ønske om at gennemføre terrorhandlinger mod Danmark samt mod danskere og danske interesser i udlandet. Der er således en betydelig og erkendt terrortrussel mod danske interesser visse steder i udlandet. Denne vurdering er fortsat dækkende. 

PET’s efterforskning af de nærmere omstændigheder i forbindelse med selvmordsangrebet fortsætter i tæt samarbejde med udenlandske myndigheder og Forsvarets Efterretningstjeneste, blandt andet for at identificere medgerningsmænd”. 

Til baggrund:

Videoen skal ses i sammenhæng med Al-Qaidas ideologi og retorik. Om det oplyser PET’s Center for Terroranalyse (CTA): 

”Al-Qaidas ideologiske budskab er meget simpelt. Al-Qaida formidler et billede af sig selv som frontkæmper for islam og alverdens muslimer. Ifølge Al-Qaidas verdensopfattelse er islam og muslimer under konstant angreb fra vesten, nærmere bestemt den såkaldte ”zionistisk-kristne alliance”. Al-Qaida kræver, at alle muslimer bekæmper denne alliance.

Budskabets enkelthed og universelle karakter letter formidlingen af budskabet og giver mulighed for at inddrage en bred vifte af politiske og religiøse emner, historiske begivenheder osv.

Al-Qaida ledelsen bruger ofte samme retoriske teknik, når de formidler dette ensidige budskab, hvor følgende hovedemner kombineres for at legitimere Al-Qaidas trusler, opfordringer til terror og terroraktioner:

  • Grundlæggende islamiske principper, herunder udvalgte vers fra Koranen og profeten Muhammeds ord og gerninger. Al-Qaida tager disse ud af deres oprindelige kontekst. De religiøse referencer bruges til at retfærdiggøre Al-Qaidas militante aktiviteter fra et religiøst perspektiv.
  • Historiske begivenheder som f.eks. krige i profetens tid, korstogene og vestlig kolonialisme. Al-Qaida bruger typisk historiske begivenheder, der er generelt kendte i den muslimske verden, for at underbygge deres synspunkter i forhold til aktuelle begivenheder.
  • Aktuelle begivenheder bruges af Al-Qaida til at bekræfte Al-Qaidas påstand om Vestens evige og fortsatte angreb på islam og muslimer. Det er primært emner som vestens rolle i forbindelse med f.eks. konflikterne i Irak og Afghanistan, den vestlige militære tilstedeværelse samt politisk og kulturelle indflydelse i den muslimske verden.

På denne måde kæder Al-Qaida politiske, historiske og religiøse betragtninger sammen i én sammenhængende ”fortælling”, hvilket udgør en vigtig del af gruppens ideologiske styrke. Al-Qaida har igennem sin retorik og handlinger valgt at anvende tegningerne i denne fortælling.”