Politiets Efterretningstjeneste - Danish Security and Intelligence Service Til forsiden
UdskrivEnglishعربي
Forside > Nyheder > PET øger indsatsen i udlandet
Forside
Generelt om PET
Arbejdsområder
Metoder
Kontrol
Organisation
Job i PET
Center for Terror-analyse (CTA)
Samarbejdspartnere
Nyheder
Svar til Folketinget
Publikationer
FAQ
Links
Kontakt
Kontaktformular
English
عربي
PET øger indsatsen i udlandet

PET styrker nu indsatsen med henblik på at beskytte danskere og danske interesser i udlandet mod terror. Dette sker ved at oprette en international sikringsgruppe i PET og ved at udbygge sikkerhedsrådgivningen af danske myndigheder og virksomheder i udlandet.

Baggrunden er den skærpede terrortrussel mod danskere og danske interesser visse steder i udlandet, hvilket bl.a. kom til udtryk ved terrorangrebet mod den danske ambassade i Pakistan og angrebet mod Hotel Marriott i Islamabad, hvor en PET-medarbejder blev dræbt.

Den internationale sikringsgruppe kommer til at bestå af PET-medarbejdere, der i kortere eller længere tid kan udsendes til danske ambassader i udlandet, hvis terrortruslen gør det nødvendigt. De udsendte medarbejderes opgave vil være at træffe de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger på stedet, og at etablere et tæt samarbejde med lokale myndigheder med henblik på at afværge konkrete trusler.

”Etableringen af den nye internationale sikringsgruppe er et udtryk for, at PET i stigende grad fokuserer på udlandet som et vigtigt indsats- og operationsområde, når det gælder Danmarks sikkerhed. Det er en naturlig følge af det trusselsbillede, vi ser i dag, hvor bl.a. al-Qaida har et skærpet fokus på Danmark og danske interesser som mål for terror. Det betyder, at PET vil gennemføre stadig flere operative aktiviteter i udlandet, dels for at beskytte danskere og danske interesser i udlandet, men også for at forhindre udenlandske terrorangreb i Danmark”, siger chefen for PET Jakob Scharf.

Parallelt med etableringen af den internationale sikringsgruppe udvider PET også sin sikkerheds­rådgivning af Udenrigsministeriet og andre danske myndigheder og virksomheder om sikkerhedsmæssige spørgsmål i udlandet. Rådgivningen vil især vedrøre fysisk sikring, informationssikkerhed og medarbejdersikkerhed.