|
Besvarelse af spørgsmål nr. S 3146 fra medlem af Folketinget Peter Skaarup (DF).
Spørgsmål:
"Vil ministeren oplyse, hvorledes regeringen forholder sig til den britiske regerings planer om at udsende en brochure til alle britiske husstande om forholdsregler ved terror, samt hvorvidt det indgår i den danske regerings antiterrorplaner at tage et lignende skridt i Danmark?"
Svar:
Som bekendt anmodede Politiets Efterretningstjeneste efter terrorhandlingerne i Madrid den 11. marts 2004 politikredsene om at tage kontakt til de sektorer og operatører mv., som er ansvarlige for infrastrukturelle knudepunkter som eksempelvis lufthavne, havne, færgefart, banegårde, broer, vandværker, elkraftværker mv. samt lokaliteter og faciliteter, hvor der typisk kan være større menneskemængder samlet såsom turistattraktioner, forlystelsesparker, koncertsteder, stadions og storcentre mv.
Formålet med politiets kontakt skulle være at sikre, at relevante personalegrupper blev instrueret om at udvise øget opmærksomhed omkring ethvert forhold af mistænkelig karakter. Politiet skulle i samme forbindelse tilbyde sin faglige vejledning og bistand i ethvert spørgsmål af sikkerhedsmæssig karakter med henblik på generelt at medvirke til at øge det generelle opmærksomhedsniveau hos de nævnte aktører.
Politiets Efterretningstjeneste tog samtidig - i forhold til fly-, tog- og færgefart - direkte kontakt med Statens Luftfartsvæsen, DSB, Bane Danmark, Metro, Søfartsstyrelsen og Kystdirektoratet og fremkom i den forbindelse med anbefalinger af bl.a. samme karakter som ovenfor nævnt.
Generelt har det med det omtalte initiativ været Politiets Efterretningstjenestes sigte at bidrage til, at det samlede opmærksomhedsniveau i samfundet øges.
Politiets Efterretningstjeneste følger selvsagt løbende situationen med henblik på at sikre, at de relevante myndigheder kan tilpasse deres indsats, ligesom det indgår som et led i tjenestens bestræbelser på at anlægge en bredspektret indsats på terrorområdet at holde befolkningen orienteret om den generelle situation, herunder i form af initiativer af opmærksomhedsskabende karakter.
|