|
Besvarelse af spørgsmål nr. S 1632 fra medlem af Folketinget Frank Aaen (EL).
Spørgsmål:
”Er det praksis, at danske efterretningstjenester orienteres, i de tilfælde efterretningstjenester fra NATO-lande udfører operationer på danske område?”
Svar:
Det er Politiets Efterretningstjenestes hovedopgave at overvåge, forebygge og modvirke foretagender, som må antages at rumme en fare for rigets selvstændighed og sikkerhed og den lovlige samfundsorden, herunder i første række de i straffelovens kapitel 12 og 13 omhandlede forbrydelser.
Terrorhandlingerne mod USA og de efterfølgende terrorhandlinger andre steder i verden har understreget behovet for et tæt og intensiveret internationalt samarbejde. Karakteren af den globale terrorisme har betydet, at landene ikke kan stå alene i bekæmpelsen af den globale terrortrussel.
Politiets Efterretningstjeneste har derfor et tæt løbende samarbejde med udenlandske samarbejdspartnere, der foregår både på det generelle plan for at følge trusselsbilledet og operativt i forbindelse med konkret efterforskning.
Der kan ikke i besvarelse af et spørgsmål efter § 20 i Folketingets forretningsorden gives nærmere oplysninger om det konkrete samarbejde.
|