|
Besvarelse af spørgsmål nr. S 171 fra medlem af Folketinget Peter Skaarup (DF).
Spørgsmål:
”Vil ministeren redegøre for sagen om Mustapha Darwich Ramadan, der ifølge Politiken den 27. februar 2005 er indgået i Abu Musab el-Zarqawis terrornetværk »Al-Tahwid« i en central rolle, og i forlængelse heraf oplyse, om ministeren vil overveje at anvende udlændingelovens § 25 til at udvise Ramadan eventuelt in absentia, da han formodes at måtte være til fare for statens sikkerhed?”
Svar:
Det er Politiets Efterretningstjenestes (PET) hovedopgave at overvåge, forebygge og modvirke foretagender, som må antages at rumme en fare for rigets selvstændighed og sikkerhed og den lovlige samfundsorden, herunder i første række de i straffelovens kapitel 12 og 13 omhandlede forbrydelser.
Som PET i forskellige sammenhænge har tilkendegivet, findes der i Danmark personer og miljøer, som har sympati for eller relationer til organisationer, som er involveret i terrorvirksomhed. Det er PET’s opgave at overvåge sådanne kredse. Denne overvågning gennemføres ved hjælp af samme efterforskningsmetoder, som anvendes af det øvrige politi, f.eks. registeropslag, udveksling af informationer med andre myndigheder, afhøringer, observationer og indgreb i meddelelseshemmeligheden. Endvidere er oplysninger fra kilder og civile agenter af særlig og tiltagende vigtighed for tjenesten.
Der kan ikke i en besvarelse af et spørgsmål stillet efter § 20 i Folketingets forretningsorden gives nærmere oplysninger om konkret efterforskning.
|