Politiets Efterretningstjeneste - Danish Security and Intelligence Service Til forsiden
UdskrivEnglishعربي
Forside > Nyheder > Svar til Folketinget > Besvarelse af spørgsmål nr. S 1844
Forside
Generelt om PET
Arbejdsområder
Metoder
Kontrol
Organisation
Job i PET
Center for Terror-analyse (CTA)
Samarbejdspartnere
Nyheder
Svar til Folketinget
Publikationer
FAQ
Links
Kontakt
English
عربي
Besvarelse af spørgsmål nr. S 1844

Besvarelse af spørgsmål nr. S 1844 fra medlem af Folketinget Søren Søndergaard (EL).

Spørgsmål:

”Vil ministeren – i forlængelse af samrådet i Retsudvalget onsdag den 15. december 2004 – oplyse hvornår og hvordan ministeren første gang stiftede bekendtskab med, at PET havde udbetalt 10.000 kroner til Dan Lynge for hans oplysninger om rockermiljøet?”

Svar:

Som bekendt besluttede jeg i foråret 2003, at Dan Lynge-sagen skulle undersøges af en undersøgelseskommission efter de nærmere regler i den lov om undersøgelseskommissioner, som Folketinget vedtog i 1999.

Af kommissoriet for undersøgelseskommissionen fremgår, at kommissionens undersøgelse og redegørelse bl.a. skal omfatte de påstande om kritisable forhold i sagen, som er fremkommet i medierne og den offentlige debat, herunder påstande om, at politiet uberettiget skulle have udbetalt pengebeløb (”dusør”) til Dan Lynge, og at Justitsministeriet i besvarelsen af et spørgsmål fra Folketinget skulle have afgivet urigtige oplysninger om kontakter mellem Dan Lynge og politiet.

Undersøgelseskommissionen er som bekendt midt i sin undersøgelse. Som jeg anførte i samrådet i Retsudvalget den 15. december 2004, finder jeg det på den baggrund for mit vedkommende ikke rigtigt - på nuværende tidspunkt hvor kommissionen endnu ikke har afsluttet sit arbejde - at besvare det stillede spørgsmål.