|
Endelig besvarelse af spørgsmål nr. S 3360 fra medlem af Folketinget Line Barfod (EL).
Spørgsmål:
”Vil ministeren oplyse, hvordan politiet - som lovet i forlængelse af sagen om offentliggørelse af Per Stig Møller-sagen - har ændret procedurerne for elektronisk omgang med Politiets Efterforskningsregister for at sikre, at man har kontrol med, hvem der foretager søgninger i registeret?”
Svar:
Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en udtalelse fra Rigspolitichefen.
Rigspolitichefen har oplyst følgende, hvortil jeg kan henvise:
”Efterforskningsregisteret er en del af Det Centrale Kriminalregister.
Forud for den i spørgsmålet omtalte sag kunne adgang til Kriminalregisteret for visse persongrupper (vagthavende, vagtleder, radiooperatør eller skadestedsleder) ske ved såkaldte terminalbestemte koder. Disse koder anvendtes således principielt af flere forskellige personer.
Terminalbestemte koder med adgang til kriminalregisteret er nu afskaffet. Adgang til kriminalregisteret kan herefter kun ske ved anvendelse af personlig kode og fortroligt kendeord.
Der foretages maskinel registrering (logning) af al anvendelse af kriminalregisteret. Loggen, der opbevares i et år, indeholder bl.a. oplysning om tidspunkt, bruger, type af anvendelse og angivelse af den person, de anvendte oplysninger vedrørte, eller det anvendte søgekriterium.”
|