|
Politiets Efterretningstjeneste åbner i dag en arabisk version af tjenestens hjemmeside, www.pet.dk, der i forvejen findes på engelsk. Hjemmesiden tilbyder generel information om tjenestens rolle, opgaver og arbejdsmetoder mv. Desuden er der oplysninger om, hvordan man kan komme i kontakt med tjenesten.
Chef for PET Jakob Scharf udtaler:
"Det er et væsentligt element i PET's arbejde med at forebygge bl.a. terrorisme, at der er tillid til tjenesten, og at tjenesten er i tæt kontakt med det omgivende samfund. Da en stor del af en efterretningstjenestes arbejde nødvendigvis ofte må foregå i hemmelighed, kan der opstå myter og misforståelser om tjenestens arbejde og rolle. Den nye hjemmeside kan bidrage til at undgå sådanne myter og misforståelser samt medvirke til at sikre en god kontakt til en endnu større del af befolkningen. Samtidig er PET fra flere sider blevet mødt med et ønske om også at tilbyde information om tjenestens opgaver og metoder på arabisk. PET vil løbende vurdere behovet for at oversætte hjemmesiden til andre sprog".
|