|
PRESSEMEDDELSE
Udtalelse i forbindelse med bombesprængningen mandag den 2. juni 2008 ved den danske ambassade i Pakistans hovedstad Islamabad.
Chefen for PET, politimester Jakob Scharf udtaler:
Det fremgår af PET’s offentlige vurdering af terrortruslen mod Danmark, at der i øjeblikket er en skærpet trussel fra militante ekstremister i udlandet mod Danmark samt mod danskere og danske interesser i udlandet. Det gælder især i områder, hvor militante ekstremistiske grupper er aktive, herunder særligt i lande i Nordafrika, Mellemøsten samt i Pakistan og Afghanistan.
På baggrund af bombesprængningen ved den danske ambassade i Islamabad har PET iværksat en efterforskning for at afdække de nærmere omstændigheder ved angrebet. Efterforskningen gennemføres i tæt samarbejde med Forsvarets Efterretningstjeneste og Udenrigsministeriet. PET er ligeledes i kontakt med de pakistanske sikkerhedsmyndigheder og en række udenlandske samarbejdspartnere.
PET har her til morgen orienteret en række myndigheder og danske virksomheder om situationen efter bombesprængningen ved den danske ambassade i Islamabad.
PET forventer senere i dag at kunne udsende en justeret vurdering af terrortruslen mod Danmark efter bombesprængningen ved den danske ambassade i Islamabad.
|