|
P R E S S E M E D D E L E L S E
Anholdelse af person med forbindelse til de varetægtsfængslede i terrorsagen fra København
PET har i dag anholdt en 22-årig mand, der har forbindelse til de to personer, der den 4. september 2007 blev anholdt, sigtet og varetægtsfængslet i forbindelse med forberedelsen af en terrorhandling.
Den anholdte, der er dansk statsborger af tyrkisk oprindelse og har bopæl i København, er mistænkt for at opfordre til kidnapning af danskere i udlandet med det formål at tvinge danske myndigheder til at løslade de to varetægtsfængslede.
I lyset af sagen er der i øjeblikket grund til skærpet opmærksomhed om risikoen for terrorhandlinger rettet specifikt mod danskere og danske interesser i lande, hvor al-Qaida-relaterede netværk er kendt for at operere, herunder blandt andet i Tyrkiet, Syrien, Pakistan og Afghanistan, hvor terrortruslen i forvejen er høj. Der henvises i øvrigt til Udenrigsministeriets rejsevejledninger.
Den anholdte vil i morgen blive fremstillet i et grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling. Sigtelsen vil i den forbindelse blive læst op i retsmødet, hvorefter PET, der møder i sagen, vil anmode om, at den resterende del af retsmødet – af bl.a. efterforskningsmæssige grunde – foregår bag lukkede døre. Efter retsmødet vil sagen blive overdraget til Københavns Politi og indgå i den igangværende efterforskning af terrorsagen fra København.
PET har ikke på baggrund af den konkrete sag fundet anledning til at ændre den generelle trusselsvurdering i forhold til Danmark eller det kommende folketingsvalg.
|