Politiets Efterretningstjeneste - Danish Security and Intelligence Service Til forsiden
UdskrivEnglishعربي
Forside > Nyheder > non-pro-gruppe
Forside
Generelt om PET
Arbejdsområder
Metoder
Kontrol
Organisation
Job i PET
Center for Terror-analyse (CTA)
Samarbejdspartnere
Nyheder
Svar til Folketinget
Publikationer
FAQ
Links
Kontakt
Kontaktformular
English
عربي
PET opretter rådgivningsgruppe for ikke-spredning af masseødelæggelsesvåben (non-proliferation)

PET opretter nu en ny tværgående rådgivningsgruppe for ikke-spredning af masseødelæggelses­våben (non-proliferation).

Rådgivningsgruppen, der vil bestå af en række myndigheder og brancheorganisationer, skal sammen dele deres viden på området og drøfte trusler og tendenser indenfor proliferationsområdet.

En række lande og netværk af personer forsøger løbende at udvikle og producere kemiske, biologiske, nukleare og radiologiske stoffer, der kan bruges som masseødelæggelsesvåben.

Den største trussel er, hvor produkter, teknologi og viden kan have både en civil og militær anvendelse. Det kan være vanskeligt for både myndigheder og private virksomheder at afgøre, om et såkaldt dual-use produkt er efterspurgt til et masseødelæggelsesprogram, eller om f.eks. en køber har intentioner om at eksportere produktet til udlandet og sælge det til nogen, der ønsker at fremstille masseødelæggel­sesvåben.

Chefen for PET’s afdeling for forebyggende sikkerhed Anja Dalgaard-Nielsen siger:

”Med oprettelsen af rådgivningsgruppen ønsker PET at øge virksomheder og myndigheders opmærksom­hed på risikoen for, at produkter, teknologi og viden, der kan indgå i kemiske, biologiske, nukleare og radiologiske våben, falder i de forkerte hænder. Målet er samtidig at skabe en platform for dialog og rådgivning i forhold til, hvordan myndigheder og virksomheder i fællesskab kan modvirke spredning af masseødelæggelsesvåben.”

PET har som led i indsatsen på området netop udgivet en pjece, der beskriver en række af de forholdsregler, som virksomheder og forskningsinstitutioner kan tage for at medvirke til at forhindre spredning af produkter, teknologi og viden, som kan bruges til at fremstille eller udvikle masseødelæggelsesvåben. Klik her for at læse pjecen.

Til baggrund: 

PET’s nye tværgående kontaktgruppe:

PET har siden 2003 haft en række eksterne kontaktgrupper: Kontaktgruppen for kontraterrorisme (offentlige myndigheder), kontaktgruppen for kontraterrorisme (brancheorganisationer), kontaktgruppen for informationssikkerhed og gruppen af strategiske samarbejdspartnere. Formålet med disse grupper har været at øge samfundets samlede modstandskraft mod sikkerhedsmæssige trusler, herunder terrorisme, spredning af masseødelæggelsesvåben, ekstremisme og spionage, ved at skabe en række fora for udveksling af informationer om disse trusler.

Arbejdet med kontaktgrupperne har skabt en bred kontaktflade i såvel den offentlige som private sektor, som PET ønsker at bevare. De sikkerhedsmæssige problemstillinger, der opstår som resultat af truslen fra terrorisme, spredning af masseødelæggelsesvåben, ekstremisme og spionage går imidlertid i stigende grad på tværs af skellet mellem offentlige og private aktører. De eksisterende grupper vil derfor bliver sammenlagt, således at PET fremover vil drive én tværgående kontaktgruppe.

Kontaktgruppen mødes én gang årligt, men PET ønsker samtidig at styrke evnen til, med udgangspunkt i efterretningstjenestens løbende trusselsvurderinger, at levere målrettet og konkret rådgivning til de grupper og sektorer, hvor de potentielle sikkerhedstrusler vurderes at være størst. Der vil derfor med afsæt i den tværgående kontaktgruppe blive oprettet en række målrettede rådgivningsgrupper inden for områderne persontransportsikkerhed, informationssikkerhed og non-proliferation.