|
Efter flere mediers interview med en af de frihedsberøvede tunesiske statsborgere, er der rejst spørgsmål om afhøring af den pågældende. I den forbindelse udtaler chefen for PET Jakob Scharf:
”De to tunesiske statsborgere, der er frihedsberøvet efter udlændingeloven med henblik på udvisning af Danmark, er ikke blevet sigtet eller afhørt som led i en strafferetlig efterforskning. Anholdelserne af de to tunesiske statsborgere 12. februar 2008 skete for at forhindre et terrorrelateret drab og allerede ved anholdelserne stod det klart, at der ville blive tale om en administrativ og ikke en strafferetlig procedure.
Det materiale, som ligger til grund for den administrative beslutning om udvisning, må af hensyn til PET’s kilder og arbejdsmetoder holdes hemmeligt, også overfor de to tunesiske statsborgere. Derfor vil en afhøring heller ikke give nogen mening.”
Til baggrund:
Efter den særlige procedure i udlændingelovens § 45 b kan en udlænding udvises, hvis den pågældende må anses for en fare for statens sikkerhed. Hvis dette vurderes at være tilfældet meddeler PET dette til justitsministeren, som på den baggrund afgiver en indstilling til brug for ministeren for flygtninge, indvandrere og integration. Det er herefter ministeren for flygtninge, indvandrere og integration, der på baggrund af indstillingen træffer afgørelse om udvisning af den pågældende.
PET kan indstille til justitsministeren, at de oplysninger der ligger til grund for afgørelsen ikke skal videregives til den pågældende udlænding. Baggrunden herfor er hensynet til statens sikkerhed, herunder beskyttelse af PET’s efterforskning og kilder, samt hensynet til efterretningstjenestens samarbejdspartnere.
Da der er tale om en administrativ afgørelse foretager udlændingemyndighederne, som i andre administrative sager, partshøring forud for afgørelsen. Det er også sket i den konkrete sag.
|