Det øvrige politi
Forsvarets Efterretningstjeneste
Andre danske myndigheder
Udenlandske myndigheder
EU
CTG
EUROPOL
NATO
MEC
Det øvrige politi
Politiets Efterretningstjeneste har naturligvis et tæt samarbejde med det øvrige politi. Efterretningstjenesten har f.eks. kontakter i hver politikreds, og tjenesten yder desuden bl.a. teknisk bistand og udfører særlige opgaver af efterforskningsmæssig karakter for det øvrige politi.
Derudover udarbejder tjenesten risikovurderinger til brug for kredsene i forbindelse med konkrete begivenheder og generelle forhold, for eksempel ved statsbesøg, demonstrationer der kan udvikle sig voldeligt og eventuelle terrortrusler.
Sådanne risikovurderinger er typisk ledsaget af en række anbefalinger om hvilke beredskabsmæssige tiltag, kredsene kan sætte i værk, og udgør således en del af kredsenes samlede planlægningsgrundlag.
Hvis Politiets Efterretningstjenestes efterforskning fører til, at der skal rejses sigtelse eller tages andre skridt som led i en eventuel straffesag, overdrages ansvaret for den videre efterforskning til anklagemyndigheden i den lokale politikreds. Det udelukker naturligvis ikke, at tjenesten yder bistand til den videre efterforskning.
Forsvarets Efterretningstjeneste
Politiets Efterretningstjeneste samarbejder tæt og koordinerer sin indsats på en række områder med Forsvarets Efterretningstjeneste (FE). Hvor det som nævnt er Politiets Efterretningstjenestes opgave at overvåge og bekæmpe trusler mod Danmarks indre sikkerhed, er det FE’s opgave at overvåge udefra kommende trusler. Den internationale udvikling har medført, at trusler mod Danmark og allierede nationers sikkerhed er af en sådan karakter, at eksterne og interne trusler ikke altid lader sig klart adskille. Samarbejdet sikres derfor gennem kontakter og samarbejde mellem tjenesternes medarbejdere på ledelsesplan, på sagsbehandlerplan og i særlige arbejdsgrupper.
Samarbejdet omfatter bl.a. terrorisme, hvor Politiets Efterretningstjeneste og FE udarbejder fælles vurderinger af truslen fra international terrorisme. Som eksempel kan desuden nævnes samarbejde på non-proliferationsområdet, ligesom der foregår et tæt samarbejde på det tekniske område. Endvidere udveksler de to tjenester medarbejdere med henblik på at styrke kendskabet til hinandens arbejdsprocedurer og metoder.
Andre danske myndigheder
Politiets Efterretningstjeneste er underlagt Justitsministeriet og har derfor naturligt en særlig tæt tilknytning hertil. Men som national sikkerhedsmyndighed er det af afgørende betydning for tjenesten at have et nært samarbejde med en række andre ministerier, myndigheder og relevante interessenter og samarbejdspartnere. Det gælder både i forbindelse med præventive sikkerhedsforhold og i forbindelse med efterforskning.
Samarbejdspartnere er bl.a.:
- Udenrigsministeriet
- Rigspolitichefen
- Rigspolitiets Udlændingeafdeling
- Rigspolitichefens Afdeling A
- Politi og anklagemyndigheden
- Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet
- Politidirektøren i København
- Center for Biologisk Beredskab
- Erhvervs- og Byggestyrelsen
- Udlændingeservice
- Beredskabsstyrelsen
- Statens Luftfartsvæsen
- Forsvarets Efterretningstjeneste
- Institut for Internationale studier
- Erhvervslivet, industri og uddannelsesinstitutioner
- Pressen
- Interesseorganisationer
Udenlandske myndigheder
Spionage, terrorisme og ekstremisme er forbrydelser, der typisk planlægges og udføres på tværs af landegrænser. Derfor er det nødvendigt for Politiets Efterretningstjeneste at have et tæt samarbejde med udenlandske politi-, sikkerheds- og efterretningstjenester.
Samarbejdet foregår både på det generelle plan for at følge trusselsbilledet og operativt i forbindelse med konkret efterforskning. Samarbejdet foregår gennem møder og særligt sikrede kommunikationsnet. Herudover deltager Politiets Efterretningstjeneste i talrige internationale samarbejdsfora. I det følgende omtales kort en række af disse fora.
EU
Samarbejdet i EU om bekæmpelse af terrorisme inden for Unionen foregår bl.a. i Terrorismearbejdsgruppen. Gruppens arbejde består navnlig i udveksling af oplysninger vedrørende terrorisme samt udvikling af initiativer, der kan forbedre det europæiske samarbejde om bekæmpelse af terrorisme. Blandt andet har Danmark stået i spidsen for opstarten af et projekt om udvikling af terroristprofiler. Projektet går ud på, at EU-landene i samarbejde via Europol og interesserede tredjelande kan udarbejde målrettede profiler, der kan bistå med identificeringen af terrorister.
Hertil kommer arbejdet i EUs såkaldte "Clearing House", der jævnligt mødes og indstiller, hvilke enkeltpersoner og organisationer, der skal optages på EU's terrorliste.
CTG
Den såkaldte Counter Terrorism Group (CTG) blev oprettet af cheferne for sikkerhedstjenesterne i EU efter 11. september 2001.
Gruppen har roterende formandskab, der følger formandskabet for EU. Politiets Efterretningstjeneste varetog således formandskabet for gruppen i 2. halvdel af 2002 og afviklede i den forbindelse 2 møder i København i august og december.
Arbejdet i gruppen er fokuseret på islamistisk terrorisme og omfatter navnlig udarbejdelse af fælles trusselsvurderinger samt drøftelse af initiativer, der kan optimere det operative samarbejde om bekæmpelse af terrorisme. Hertil kommer, at gruppen har indledt drøftelser af en række organisatoriske og strukturelle spørgsmål, ligesom optagelse af tjenester fra de nye EU-medlemslande forberedes.
Europol
Europols mandat udvidedes i slutningen af 1990'erne til også at omfatte bekæmpelse af terrorisme. Dette har medført en række initiativer vedrørende især informationsudveksling og analyse på forskellige felter inden for terrorisme, herunder på det terrorfinansielle område.
Europol fik endvidere til opgave at skabe rammerne for den anti-terror task force (Counter Terrorism Task Force) bestående af eksperter fra de enkelte medlemslande, som EU's ministerråd besluttede at nedsætte umiddelbart efter 11. september 2001. Politiets Efterretningstjeneste stillede en forbindelsesofficer til rådighed for task forcen, der nu er opløst som selvstændig enhed og integreret i Europolstrukturen.
NATO
Politiets Efterretningstjeneste repræsenterer i sin egenskab af national sikkerhedsmyndighed Danmark i NATO's Sikkerhedskomite. Komiteen har til opgave at rådgive North Atlantic Council (Rådet) om spørgsmål relateret til NATO's sikkerhedspolitikker. De forpligtelser, der følger af dette arbejde, fremgår bl.a. af Statsministeriets sikkerhedscirkulære.
Efterretningstjenesten repræsenterer endvidere Danmark i NATO's Special Komite, som blev dannet i 1952 bl.a. på dansk initiativ. Komiteen udarbejder klassificerede rapporter med det formål at kunne rådgive Rådet om spionage og terrorisme eller dertil relaterede emner, som kan indebære en trussel mod NATO. Formandskabet i komiteen varetages på skift af landene, og Politiets Efterretningstjeneste havde formandskabet i 2004.
MEC
MEC (Middle Europe Conference) blev etableret på hollandsk initiativ midt i 1990’erne med det formål at støtte demokratiseringsprocesserne i de tidligere østbloklande. Gruppen, der består af en række Vest- og Østeuropæiske sikkerheds- og efterretningstjenester, mødes med henblik på drøftelse af en lang række problemstillinger af fælles interesse på tjenesternes aktivitetsområder, ligesom der udveksles oplysninger om tjenesternes opbygning, arbejdsmetoder og kontrolforanstaltninger. |