RACI 2012

06.09.2013
PET offentliggør rapport om hadforbrydelser i 2012
 
Politiets Efterretningstjeneste, PET, har i dag offentliggjort en rapport om kriminelle forhold med mulig ekstremistisk baggrund – såkaldte hadforbrydelser – i 2012. Rapporten er, som tidligere årsrapporter på området, baseret på indsamlede data fra landets politikredse, og indeholder en nærmere redegørelse for udviklingen i kriminelle forhold, der er motiveret af ekstremistiske opfattelser af spørgsmål vedrørende race, religion, politisk tilhørsforhold eller seksuel orientering.
 
I sammenligning med 2011 er antallet af kriminelle forhold med mulig ekstremistisk baggrund faldet med 17 procent fra 384 forhold i 2011 til 320 forhold i 2012. Dette skyldes navnlig et markant fald i antallet af politisk motiverede forhold, som formentlig må tilskrives, at der i 2011 – i modsætning til 2012 – blev afholdt folketingsvalg, hvilket typisk giver anledning til flere politisk motiverede forhold. På alle øvrige områder kan der fra 2011 til 2012 konstateres en stigning i antallet af kriminelle forhold med mulig ekstremistisk baggrund. Dette gælder navnlig religiøst motiverede og seksuelt orienterede forhold.
Fra 2011 til 2012 er der sket et fald i antallet af forhold vedrørende bl.a. ekstremistisk motiveret chikane og hærværk, mens antallet af voldsforhold næsten er fordoblet fra 23 forhold i 2011 til 40 forhold i 2012.
Chefen for PET, Jakob Scharf, siger:
 
”I perioden fra 2009 til 2012 har vi konstateret en stigning på ca. 5 procent i det år-lige antal af kriminelle forhold med mulig ekstremistisk baggrund. Selv om der kan være udsving mellem de enkelte år - og typisk i forbindelse med enkeltbegivenheder som folketings- eller kommunalvalg - så er dette formentlig udtryk for en generel udvikling, som ikke blot kan tilskrives et styrket fokus og dermed en forøget tilbøjelighed til at anmelde og registrere hadforbrydelser.
 
Når det gælder udviklingen i 2012, er der efter PET’s opfattelse særlig grund til at hæfte sig ved stigningen i antallet af religiøst motiverede og seksuelt orienterede forhold samt ikke mindst den markante stigning i antallet af voldsforhold med ekstremistisk baggrund og dermed den samlede skærpelse af forholdenes personfarlige karakter.”