Opdateret Syrien-analyse

27.06.2014

 

CTA har udarbejdet en ny analyse af terrortruslen fra personer udrejst fra Danmark til Syrien. Der er tale om en opdatering af analysen fra november 2013. I analysen vurderer CTA, bl.a.

  • at antallet af udrejste fra Danmark til Syrien overstiger 100 og at mindst 15 af de udrejste er blevet dræbt;

  • at der fremover vil være flere kvinder, der udrejser fra Danmark til Syrien;

  • at hovedparten af de udrejste kæmper sammen med militante islamistiske grupper i Syrien, men at der også er nogle, der kæmper med gruppen ISIL i Irak.

CTA vurderer, at et betydeligt antal personer udrejst fra Danmark til Syrien har opnået konkrete, militære færdigheder som følge af deres træning og deltagelse i kamphandlinger. Denne kapacitet vil kunne anvendes til at gennemføre terrorangreb i Danmark.

CTA vurderer, at ISIL’s fremgang i Irak, kombineret med en intensiveret og brutal propaganda, kan øge antallet af danske militante islamister, der udrejser for at kæmpe, herunder med ISIL, samt have en yderligere radikaliserende effekt på unge, der allerede befinder sig i militant islamistiske miljøer i Danmark. CTA vurderer, at dette kan være med til at øge terrortruslen mod Danmark.  CTA vurderer, at øget opbakning til ISIL kan føre til en forøget terrortrussel mod bløde, ubeskyttede mål i Danmark.

Samlet set giver analysen dog ikke anledning til for nærværende at ændre vurderingen af terrortruslen mod Danmark, som CTA fortsat vurderer som alvorlig.   

Læs analysen her