Offentliggørelse af PET’s årlige redegørelse for 2019

21.12.2020
Årlig redegørelse for 2019 beskriver nogle af PET’s væsentligste indsatsområder og overordnede arbejde i året der gik.

PET’s indsats på kontraterrorområdet kom blandt andet til offentlighedens kendskab, da PET og politiet den 11. december 2019 gennemførte en koordineret aktion med ransagninger af mere end 20 adresser landet over og anholdelse af en række personer. Aktionen skete i samarbejde med syv politikredse. Den koordinerede aktion var iværksat på baggrund af en intensiv efterretningsindsats vedrørende muligt forestående angreb mod et mål i Danmark eller udlandet.

PET’s væsentligste opgaver er fortsat imødegåelsen af den alvorlige terrortrussel mod Danmark - herunder retsforfølgelse for overtrædelser af terrorlovgivningen. Desuden har PET gennem de seneste år styrket sin kontraspionageindsats på grund af den stigende trussel fra spionage- og påvirkningsvirksomhed fra statslige aktører.

Udover enkelte konkrete aktioner kan man i den årlige redegørelse læse mere om rammen for PET’s arbejde og opgaver, PET’s strategi, PET’s arbejdsområder samt PET’s opfølgning på Tilsynets med Efterretningstjenesternes årsredegørelse.

Læs Årlig redegørelse 2019 her.